Resultat af overenskomstforhandlinger

FacebooklinkedinmailFacebooklinkedinmail

Vi har gennem de seneste måneder forhandlet overenskomstfornyelse med TDC og torsdag den 16. marts opnåede vi et resultat. Aftalen gælder for en 3-årige periode.


Aftalen består af følgende elementer:

  • Den 27. december bliver ny ordinær fridag
  • Den garanterede lønreguleringsramme bliver på 1,6 pct. (gælder for 2017)
  • Alle satserne i overenskomsten reguleres med et kronebeløb i henhold til industriforliget (2 kr. pr. time hvert år)
  • Tilbagekøbsklausul på arbejdsgiverbetalt pension, hvilket beskytter den enkelte mod at skulle bruge pensionsopsparing ved arbejdsløshed og sygdom
  • Bortfald af tidsmæssig og antalsmæssig begrænsning for tidsbegrænset ansættelse
  • Øvre grænse for andel ansatte på jobløn fastlagt til 37,5 %
  • Satser m.m. for tilkald fremgår nu af overenskomsten
  • Det beregnede antal feriedage for nyansatte afrundes ikke længere opad til hele uger, men følger ferielovens bestemmelser (TDC-krav)
  • Fri på særlige dage (sølvbryllup, jubilæum m.v.) flyttes ud af overenskomsten (TDC-krav)

Herudover har vi aftalt, at vi i samarbejde med TDC undersøger muligheden for at implementere en aftale der understøtter fleksibel arbejdstid. Dels muligheden for at øge arbejdstiden fra 37 timer til 42 timer (mod forholdsmæssig honorering) og dels tilpasser den nuværende bestemmelse om deltid, hvis vi vurderer at den ikke fungerer optimalt. Vi har aftalt, at vi indenfor de kommende 6 måneder konkluderer og eventuelt iværksætter ændringer.  

Resultatet vil først være godkendt, når hhv. Dansk Arbejdsgiverforening og Akademikerorganisationerne har godkendt resultatet. Akademikerorganisationernes godkendelse sker ved at resultatet sendes til urafstemning blandt alle jer, der er medlem af en af de faglige organisationer.

Det er en god idé, at du allerede nu tjekker, om din faglige organisation (Djøf, IDA, DM m.fl.) har registreret at du er ansat hos TDC. Hvis registreringen ikke er korrekt vil du ikke blive inviteret til at stemme om resultatet.

 AC-Tele anbefaler, at du stemmer ja til overenskomsten.

Du kan læse det fulde protokollat her (OK-protokol)