Status på vores overenskomst for 2020-2023

FacebooklinkedinmailFacebooklinkedinmail

Som nogle af jer sikkert har bemærket, foreligger der endnu ikke en sammenskrevet og underskrevet overenskomst for perioden 2020 – 2023, på trods af at overenskomstforhandlingerne blev afsluttet allerede den 5. marts 2020.En del af årsagen er naturligvis Corona, men desværre også, at vi undervejs i processen med at renskrive overenskomsten sammen med HR er stødt på nogle uenigheder om forståelsen af, hvad der egentligt er aftalt ved overenskomstforhandlingerne, samt hvordan det aftalte skal implementeres. Det er naturligvis særdeles uheldigt, og vi forsøger i dialog med HR at finde en acceptabel løsning på dette.

Samtidig har den mellemliggende periode vist, at nogle af jer har fået afslag på at sælge jeres betalte frokostpause mod en lønkompensation på 7,2%. Afslaget fra lederen/HR-medarbejderen har i flere tilfælde været begrundet i, at aftalen om salg af den betalte frokostpause ikke gælder i den forretningsenhed, som medarbejderen er ansat i.

Som vi skrev i nyhedsbrevet fra den 6. marts 2020, som I kan finde her, så indgik vi en overordnet aftale med TDC om, at den enkelte medarbejder kan indgå en individuel aftale med sin nærmeste leder om salg af den betalte frokostpause. Det er derfor op til den enkelte medarbejder og leder at aftale, om frokostpausen skal sælges eller ej. Vi mener ikke, at det er i overensstemmelse med den overordnede aftale med TDC, hvis TDC ensidigt beslutter, at muligheden for at indgå individuelle aftaler om salg af den betalte frokostpause helt udelukkes i bestemte forretningsenheder.

Vi er i dialog med HR om (den manglende) mulighed for at sælge frokostpausen, og i den forbindelse har vi behov for at få afdækket i hvilket omfang, I får afslag på jeres ønske om at sælge frokostpausen, samt hvilken begrundelse I har fået for afslaget. Vi ønsker samtidig at få afdækket, om I også oplever vanskeligheder med at indgå aftaler om f.eks. en 4 eller 6-dages arbejdsuge eller aftaler om øget arbejdstid mod lønkompensation.

Deltag i survey

Vi vil derfor opfordre alle – og i særdeleshed de af jer, der har fået afslag på at sælge den betalte frokostpause – til at deltage i en kort survey.

I finder surveyen her, og I bedes besvare den inden den 7. september.

Vi vender tilbage med nyt, når vi har nyt at fortælle.