Lønsamtalerne på AC området, skal være gennemført senest med udgangen af juni. Læs om de generelle tendenser fra den igangværende proces, som vi har samlet op ved at have været i dialog med en række kollegaer.
Medio marts forhandlede AC-Tele og Akademikerorganisationerne den garanterede minimumslønramme for 2016 på plads med TDC. Resultatet blev 1,5 %. Minimumslønrammen er den procentsats som den samlede lønsum minimum skal stige med, for os der er ansat på AC-overenskomst og som er ansat hele året. Der er altså ikke tale om et loft, et budget eller andet. Men et nedre niveau, som skal indfries.
På AC området bliver lønnen reguleret individuelt hvilket betyder, at de 1,5% ikke er en generel stigning alle ”pr. automatik” bliver tildelt.
De seneste år har den realiserede lønudvikling ligget en del over den aftalte minimumsramme. I 2015 aftalte vi en minimumsramme på 1,35 % og der blev realiseret en gennemsnitlig stigning på 2,17 %. Vi håber, noget lignende vil vise sig når vi ser det endelige resultat for 2016 i starten af 2017.
Da vi indgik aftalen om minimumsrammen i marts, aftalte vi samtidig, at lønsamtalerne skal være gennemført senest med udgangen af juni. Som AC’er i TDC er du berettiget til en årlig lønsamtale, så hvis din leder endnu ikke har inviteret til, eller afholdt, en samtale med dig, vil jeg opfordre til at du rækker ud til din leder. HR mangler stadig at få en del lønskemaer retur, hvilket både kan skyldes at lønsamtalerne ikke har været afholdt og at der er lidt træghed med at få det administrative på plads.
Vi har endnu ikke en samlet evaluering af løndannelsen fra TDC, men baseret på de kollegaer vi har talt med, tegner der sig nogle generelle tendenser:
- Det ser ud til at være svært at få andet end en mindre lønstigning i forbindelse med den årlige aprilregulering. Selv når leder giver udtryk for at man har en høj performance, skaber resultater, har relevante kvalifikationer m.m. er den ramme der styres efter (1,1 -1,2 %) for lav til at honorere det behov der er i organisationen. Det er ærgerligt for TDC, at dygtige medarbejdere bliver nødt til at søge væk for at få en lønudvikling, men heldigvis kan interne jobskifter også udløse en lønstigning
- Der er stadig mange der slet ikke får reguleret deres løn
- Flere oplever, at der ikke er tale om en reel lønsamtale for lederen har på forhånd lagt sig helt fast på den stigning (eller mangel på samme), som den enkelte kollega så tildeles
- Mange har skiftet leder det seneste år og selvom at det forhold at ens leder er ny, ikke må indgå i begrundelsen for resultatet, ser det ud til at være det der i praksis sker nogle steder
Der er ikke noget der forhindrer os i at dele hvad vi får i løn og vi vil sikkert kunne bruge hinanden som løftestang, hvis vi var mere åbne om hvad vi tjener, men af forskellige årsager, kan det alligevel være svært, at spørge ens kollega hvad hun/han tjener.
Pt. faciliterer AC-Tele ikke et ”system” til frivillig udveksling af lønoplysninger blandt AC’erne, men vi overvejer om vi skal arbejde videre med det. I den forbindelse har vi lavet en lille stikprøveundersøgelser rundt omkring i organisationen, for at vurdere holdningen til en mere åben lønkultur i TDC.
Der er både fans og nogle der er forbeholdne og vi samler nu op på den respons vi har fået for at vurdere om der er basis for at arbejde videre med muligheden.