Eventuel overtagelse af TDC

FacebooklinkedinmailFacebooklinkedinmail

I dag har et konsortium bestående af den australske investeringsbank Macquarie Infrastructure and Real Assets og de danske pensionskasser PFA, ATP og PKA meddelt, at de påtænker at fremsætte et offentligt overtagelsestilbud til TDC A/S´ aktionærer.


Samtidigt har TDC A/S´ bestyrelse meddelt, at bestyrelsen påtænker at anbefale aktionærerne at acceptere tilbuddet.

Som medarbejder i TDC har det været et par begivenhedsrige uger og for mange også en følelsesmæssig rutschebanetur. Fra udmeldingen om sammenlægningen af TDC og MTG Nordics i forrige uge, til sidste uges presseomtale af, at konsortiet var kommet med et bud, som var blevet afvist af bestyrelsen, til i dag hvor det er meldt ud, at konsortiet påtænker at fremsætte et overtagelsestilbud.

Igennem de seneste dage har konsortiet offentligt fortalt, at de har et langsigtet perspektiv, og at deres plan er centreret omkring investeringer i netværksinfrastrukturen og ikke indeholder planer om afskedigelser af medarbejdere. Konsortiet har også fortalt, at de ikke ønsker at gennemføre planen om at sammenlægge TDC med MTG Nordics.

På nuværende tidspunkt er der dog flere spørgsmål end svar, og det skaber naturligvis usikkerhed. Indtil der bliver skabt mere klarhed over situationen, og det vil formentlig først blive i løbet af foråret, vil vi nøjes med at lade jer vide, at AC-Tele vil være optaget af at varetage jeres interesser ved en eventuel overtagelse. Både i forhold til vores vilkår og rettigheder. Men også alt det andet, som er vigtigt for vores trivsel og engagement.