Lønsamtaler, lønstigninger af en vis størrelse, beløbsrammer mindre end den aftalte mindstegarantiramme, ekstra fridag i stedet for lønstigning – og hvorfor tale åbent om lønnen? Læs sandt eller falsk om løndannelsen …
Status på løndannelsen
Da vi i foråret forhandlede overenskomsten med TDC indgik dette års mindstegarantiramme i forhandlingen. Resultatet for 2017 blev 1,6 %.
Mindstegarantirammen er den procentsats, som den samlede lønsum for os, der er ansat på AC-overenskomsten og som har været ansat hele 2017, minimum skal stige med. På AC-området bliver lønnen reguleret individuelt hvilket betyder, at de 1,6 % ikke er en generel stigning alle bliver tildelt ”pr. automatik”. Nogle vil stige langt mere end 1,6%, nogle vil stige mindre end 1,6 % og andre vil desværre slet ikke blive reguleret i år.
Lønsamtalerne er i gang i flere områder, men der er stadig mange kollegaer der endnu ikke har haft en lønsamtale med deres leder. Vores aftale med TDC er, at alle samtaler skulle være afsluttet inden den 23. juni. Tag fat i din leder, hvis du endnu ikke er indkaldt.
Uanset hvornår lønsamtalen gennemføres vil en eventuel lønstigning blive udmøntet pr. 1. april 2017.
Styr på fakta
Vi hører desværre forskellige fejlagtige tolkninger af det vi har aftalt med TDC og vi vil gerne her benytte lejligheden til at bringe et par fakta på plads…
Mange ledere har fået udstukket en ramme på 1,2 % til lønregulering. Det er enhederne selv, der fastlægger principper for udmøntning af lønreguleringen og herunder også hvor stor en pulje de vil lade lederne råde over i forbindelse med den årlige lønregulering. Når året er gået, skal TDC leve op til den aftalte mindstegarantiramme på 1,6 %.
I de aftaler vi har med TDC, er følgende princip formuleret ” … det tilstræbes, at en eventuel lønregulering bør være af en vis størrelse, så det er mærkbart og motiverende for den enkelte medarbejder”, jf. også indholdet af det seneste Nyhedsbrev og bilag 8 til OK.
I Operations har flere kollegaer fået at vide, at ”… organisationerne har fastlagt en grænse på min. 1.000 kr., hvis en medarbejder skal stige i løn…”. Det er forkert. Det er ledelsen i Operations der har besluttet, at ”en vis størrelse” er 1.000 kr.. Med begrænsede midler, vil en grænse på min. 1.000 kr. naturligvis betyde, at flere vil blive nul-reguleret (end hvis ledelsen havde fastlagt en lavere grænse eller hvis der havde været afsat flere midler i budgettet).
Den ekstra fridag den 27. december, som vi forhandlede i forbindelse med OK17, skal ikke finansieres ved at der afsættes færre midler til lønudvikling i 2017. Den 27. december var vores modkrav til TDC´s ønske om at fjerne noget af den frihed (fri på særlige dage som sølvbryllup, jubilæum m.v.) som TDC ønskede at fjerne fra overenskomsten.
Hjælp gerne dine kollegaer med at få styr på fakta, hvis du taler med nogle som er blevet fejlinformeret.
Åben løn
AC-Tele forsøger at løbe en diskussion om åben løn i gang i TDC og en række af vores TR har i forbindelse med dette års lønsamtaler spurgt vores nærmeste kollegaer, om de var interesseret i at dele deres lønoplysninger. I de fleste områder har der været positiv respons fra mellem 1/3 og halvdelen af de AC-kollegaer vi har spurgt. Lokalt har der været holdt korte gå-hjem møder hvor man har delt sine lønoplysninger eller vores lokale TR har samlet lønoplysninger i et dokument, som så er delt blandt dem der ville være med.
Det er endnu alt for tidligt at sige noget om effekten, men vi kommer til at samle op på de foreløbige erfaringer og høre om de kollegaer, som har haft kendskab til deres kollegaers løn, har kunnet bruge den viden, i deres lønforhandling.