Selvfølgelig registrerer du din arbejdstid – men tager du også stilling til den?

FacebooklinkedinmailFacebooklinkedinmail

I sidste AC-Tele Nyhedsbrev beskrev vi de nye retningslinjer vedr. registrering af arbejdstid og herunder vores vejledning vedr. arbejdstidsbestemmelserne i overenskomsten.

Denne gang vil vi opfordre dig til, at du forholder dig til, om det timeantal, der default er registreret i PULS også svarer til det antal timer du rent faktisk har arbejdet. Du behøver ikke registrere hvilket tidspunkt på døgnet du har arbejdet eller om der f.eks. har været pauser i arbejdet (fordi du måske har arbejdet om aftenen), men det samlede antal timer indenfor det enkelte døgn, skal passe.

Det er en fordel for medarbejderne, at der findes et system til at dokumentere den reelle arbejdstid. Når du registrerer dit reelle arbejdsomfang, som godkendes af leder ugentligt, er der et fælles udgangspunkt for leder/medarbejder og dermed et fælles grundlag for løbende at tale om balance mellem arbejdstid og opgaver og evt. honorering af merarbejde.

Hvis du er ansat på § 7 har du mulighed for at afspadsere eller få betaling for merarbejde. Det forudsætter dog, at du på forhånd aftaler det med din leder inden du leverer væsentligt merarbejde.

Hvis du er ansat på § 8/jobløn, har du ikke en fastsat højeste arbejdstid, og du optjener ikke merarbejde. Du kan altså hverken afspadsere eller få udbetalt merarbejde. Men registreringen vil være et relevant input, når du og leder til den kommende lønsamtale skal drøfte om forudsætningerne for den løn du er ansat til, fortsat er gældende.

Det fremgår af din ansættelseskontrakt om du er ansat på § 7 eller § 8/jobløn.