Frit valg for akademikere
Som privatansat akademiker kan du frit vælge, hvilken organisation du ønsker at være medlem af. Det gælder også for det store flertal af akademikerne på det offentlige område. Djøf, DM (Dansk Magisterforening), Kommunikation og Sprog, GL (Gymnasielærerne), DADL (Lægeforeningen) og IDA (Ingeniørforeningen) har aftalt, at medlemmerne selv kan bestemme, hvor de ønsker at være medlem.
Det frie valg betyder, at en forening kan varetage dine interesser, selv om du har en anden uddannelsesbaggrund end foreningens traditionelle uddannelser. Det vil ikke påvirke dit medlemskab af en eventuel a-kasse eller pensionskasse.
Ingeniørforeningen i Danmark, IDA
IDA er en interesseorganisation og fagforening for tekniske og naturvidenskabelige akademikere.
- “IDAs medlemmer er ingeniører og uddannede fra andre tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, samt studerende fra disse uddannelser.
- Flere end 100.000 ingeniører og cand.scient.er har som medlemmer i IDA en unik adgang til viden om smartere anvendelse af teknologi og viden til løsning af samfundets udfordringer
- IDA varetager både ansattes, lederes og selvstændiges interesser inden for løn og ansættelse, arbejdsmarked, erhvervspolitik, kompetence, karriere og uddannelse, arbejdsmiljø, teknologi og forskning.”
DM – Dansk Magisterforening
Du kan blive medlem af Dansk Magisterforening, hvis du har en universitetsuddannelse eller studerer.
Danmarks Jurist- og Økonomforbund, DJØF
Djøf er den faglige organisation for samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske kandidater og studerende, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige i Danmark og udlandet.
Du kan blive medlem af Djøf:
- hvis du har afsluttet en akademisk uddannelse, der overvejende har et samfundsvidenskabeligt eller erhvervsøkonomisk indhold
- hvis du er omfattet af aftalen om frit valg mellem de akademiske organisationer
- hvis du har et typisk ”djøf-job”, selv om du har en anden akademisk uddannelse, eller ikke har en akademisk grad
- hvis du har en udenlandsk uddannelse, der kan sidestilles med en dansk ”djøf-uddannelse”.
“Et djøf-job er typisk et job inden for økonomi, jura, forvaltning, planlægning, markedsføring, udvikling, strategi, ledelse, kommunikation eller undervisning og forskning på højt niveau. I særlige situationer, hvor dit job er omfattet af en overenskomst med en anden organisation, kan Djøf kun yde bistand i begrænset omfang.”
Forbundet Kommunikation og Sprog
“Et medlemskab af Kommunikation og Sprog er et medlemskab af den faglige forening, der skaber naturlige netværk for landets kommunikations-, marketing- og sprogfolk.”
Du kan blive medlem hvis:
- du har/er ved at tage en bachelor- eller kandidatgrad, der giver dig kvalifikationer til at arbejde med kommunikation, sprog, markedsføring, PR eller HR
- du har fået de relevante kompetencer gennem dit arbejde
- du har en anden uddannelse med et væsentligt indhold af kommunikation, sprog, markedsføring, PR eller HR
Forbundet Arkitekter og Designere
Forbundet Arkitekter og Designere er den faglige organisation, der har særlig indsigt i arkitekters og designeres arbejdsliv.
“Medlemmerne arbejder især med arkitektur, design, byplanlægning, byggesagsbehandling og ledelse. De er ansatte, selvstændige, studerende, freelancere, ledige og ledere.
Forbundet Arkitekter og Designere er derfor det oplagte samlingspunkt for alle, hvis kernekompetencer og arbejdsfelt ligger inden for arkitektur, design og lignende arbejde på akademisk niveau.”
Bibliotekarforbundet, BF
Bibliotekarforbundet er det faglige fællesskab for bibliotekarer, informationsspecialister og alle, der arbejder professionelt med kulturformidling, forvaltning og kulturarvsbevaring.
Den danske Landinspektørforening, DdL
Den danske Landinspektørforening er en fagforening og faglig interesseorganisation for landinspektører i Danmark.
Dansk Psykologforening
Dansk Psykolog Forening er faglig forening og fagforening for danske og udenlandske psykologer i Danmark.
“Vi byder dig velkommen som medlem, hvis du:
- er cand.psych, cand.pæd.psych. eller mag.art i psykologi.”
Jordbrugsakademikerne
JA er fagforening for agronomer, forstkandidater, hortonomer, landskabsarkitekter, jordbrugsøkonomer, landskabsforvaltere, miljøkemikere, bioteknologer og andre med en naturvidenskabelig cand.scient. uddannelse fra SCIENCE ved Københavns Universitet og Science & Technology ved Aarhus Universitet. Derudover er JA fagforening for akademikere med anden uddannelse, der er ansat i tilsvarende stillinger som de nævnte forskellige jordbrugsakademikere.
Akademikerne AC
Akademikerne er en paraplyorganisation for 25 faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannede i Danmark.
Akademikerne er partipolitisk uafhængig og repræsenterer pr. 1. januar 2015 ca. 336.000 medlemmer med en lang videregående uddannelse. Akademikerne blev oprettet i 1972.
Akademikerne arbejder sammen med medlemsorganisationerne for at sikre et attraktivt akademisk arbejdsmarked. Akademikerne skal arbejde for at øge akademikernes indflydelse i samfundet.
Akademikerne tager sig af vigtige indsatsområder for medlemsorganisationerne og arbejder for akademikerne både i forhold til arbejdsgivere, politikere og offentligheden.