Hvem er vi?

AC-Tele er en upolitisk faglig klub for akademikere* i TDC. AC-Teles formål er at varetage vores gruppes interesser under forhandling og dialog med TDC inden for emner som løn, arbejdsvilkår og øvrige forhold der påvirker vores motivation, engagement og arbejdsglæde.

AC-organisationerne og AC-Tele har forhandlingsretten for gruppen af akademikerne i TDC Group og indgår overenskomst der omfatter løn- og arbejdsvilkår med TDC.

Herudover forhandler vi årligt vilkår for de kollegaer der bliver opsagt pga. nedskæringer, den reguleringsramme den samlede lønsum på AC området som minimum skal udvikles med og indgår diverse lokalaftaler.

AC-Tele arbejder for at fremme AC gruppens faglige, sociale og økonomiske interesser, udvikle en fælles viden og et højere informationsniveau og fungerer som et fælles talerør over for ledelsen i forskellig sammenhænge.

AC-Teles tillidsrepræsentanter indgår i alle samarbejdsudvalg** i TDC, er medlem af diverse underudvalg og arbejdsgrupper, rådgiver kollegaer i spørgsmål om løn- og ansættelsesmæssige forhold og er bisidder i personalesager.

Det er frivilligt for akademikerne i TDC om man ønsker at være medlem af en akademikerorganisation, men det er kun medlemmer der har adgang til de fordele der knytter sig til et medlemskab.

AC-Tele samarbejder tæt med Djøf, IDA og Dansk Magisterforening som hovedparten af os på AC overenskomst er organiseret hos og det er de faglige organisationer der yder den specialiserede rådgivning i forbindelse med opsigelser og andre personalesager.

AC-Tele ledes af en formand, en næstformand, en sekretær og gruppen af valgte tillidsrepræsentanter.

Kontakt Zanne Stensballe, Formand for AC-Tele hvis du ønsker at høre mere om rollen som tillidsrepræsentant.


*Medarbejdere i TDC, som har en uddannelsesmæssig baggrund som hører under akademikerorganisationernes område, jf. også bilag 1 i AC-overenskomsten (AC-uddannelser – Overenskomstens område)

** Dog ikke Hovedarbejdsmiljøudvalget, HAmU